Skiferie: Husk at tjekke om din rejseforsikring dækker
Vinterferien står for døren og for omkring 200.000 danskere betyder det puddersne og fuld fart ned af pisterne. Men har du tjekket om din rejseforsikring dækker? Ellers kan det hurtigt blive en dyr affære, hvis uheldet skulle være ude.
Publiceret: 21.02.2018 | Sist opdateret: 02.05.2018
Hvide bjergsider, puddersne, afterski og velpræparerede pister. Det er sådan en mange danskere hvert år tilbringer vinterferien i uge 7 eller 8. Favoritdestinationerne er Østrig, Norge, Sverige og Frankrig.
- Tjek at din rejseforsikring dækker skirejser. Nogle forsikringsselskaber har det som tillæg til standardforsikringen
- Kommer du til skade, så kontakt SOS Alarmcentralen på det nummer, dit forsikringsselskab har udleveret til dig. Centralen er bemandet med dansktalende, lægefagligt personale, som kan hjælpe dig til den rette behandling
- Rejs ikke uden en ansvarsforsikring. Den dækker dig, hvis du er skyld i et uheld
- Det blå EU-sygesikringskort dækker ofte kun behandlinger på offentlige sygehuse i EU-lande, ikke hjemtransport. Og du er kun sikret samme behandling som borgerne i det land, du opholder dig i
Kilde: SOS International
Ifølge de nyeste tal fra Danmarks Statistik rejste omkring 200 000 danskere på skiferie i vinterferien 2017. Men skisport er som bekendt forbundet med en vis risiko for skader på sig selv og andre, og derfor er det vigtigt at man har tegnet en rejseforsikring inden man tager afsted. Hos nogle forsikringsselskaber skal man tegne en tillægsforsikring, som dækker skisport.
Har du en rejseforsikring inkluderet på dit kreditkort, skal du ligeledes tjekke om den forsikring dækker ski- og snowboard.
Et brækket ben kan koste en kvart million
Det kommer måske som en overraskelse for nogen, at skiturister har fem gange højere chance for at komme retur fra ferien med en skade, end turister som er på ferie uden ski på fødderne.
Hvert år er der omkring 1500 nordiske skiturister, der kommer til skade på pisterne og må behandles akut, viser tal fra SOS International.
En hjemrejse med en skade kan hurtigt blive dyr, hvis man ikke er tilstrækkeligt forsikret. Ifølge forsikringsselskabet Alka kan det løbe op i helt op til 250.000 kroner, hvis du skal fragtes hjem i ambulancefly.
Derfor er det vigtigt at gøre sit hjemmearbejde og tjekke, at man har den rigtige rejseforsikring, inden man begiver sig ud på pisterne. Sådan lyder anbefalingen fra kommunikationsdirektør hos Alka Forsikring, Lisa Agerley i en pressemeddelelse.
– Både nybegyndere og erfarne skiløbere får hvert år skiferien ødelagt, fordi de kommer til skade på pisterne. Det er ærgerligt at bruge feriedagene på et hospital. Du går ikke bare glip af skiløb, men risikerer også at hænge på en kæmpe regning, hvis du ikke er forsikret. Derfor er det vigtigt, at du gør dit hjemmearbejde og undersøger, om du er tilstrækkeligt dækket, forklarer Lise Agerley i en pressemeddelelse.
Det er nemlig en bekostelig affære hvis man selv skal betale sygetransport, indlæggelse eller i værste fald ambulancefly hjem. Ligeledes kan en knæskade løbe op i udgifter på op til 71.000 kroner, ifølge Alkas beregninger.
I gennemsnit koster en skiskade 18.000 kroner ifølge beregninger fra SOS International. Derfor bør du tage dine forbehold og tjekke om din forsikring dækker dig, inden du kaster dig ud i det hvide element.
– Det blå sygesikringskort er sjældent til megen hjælp i skiområderne, fordi det som regel er private klinikker, der opererer dér. Så det er vigtigt at være dækket af sin rejseforsikring, hvis uheldet skulle være ude, påpeger skadedirektør i Alm. Brand, Brian Wahl Olsen i en pressemeddelelse.
Det blå sygesikringskort dækker ikke tilstrækkeligt
Størstedelen af danskerne rejser på skiferie inden for Europa og tror fejlagtigt at det blå sygesikringskort dækker dem, hvis de kommer til skade. Sådan forholder det sig dog langt fra. Siden det blå sygesikringskort erstattede det gule i 2014 er der kommet nye regler til. Det blå sygesikringskort dækker i EU, Norge, Island, Schweiz og Liechtenstein.
Det blå EU-sygesikringskort indikerer, at du har ret til de samme sundhedsydelser på samme vilkår som borgerne i det aktuelle land, du befinder dig i. Du kan altså komme til at betale hele eller dele af behandlingen selv, hvis det samme gør sig gældende for sygeforsikrede borgere i det pågældende land. Du kan risikere, at du selv skal lægge ud for betaling af behandlingen. Det blå sygesikringskort dækker kun for offentlige læger og sygehuse. Det fortæller Pia Nygaard, alarmchef i Gouda Forsikring.
– I nogle lande kan forholdene på offentlige hospitaler dog være af en standard, hvor privathospital er at foretrække. I disse situationer skal man enten have forsikring eller betale selv. Det blå kort dækker ikke udover den offentlige behandling, det vil sige hvis en hjemtransport på grund af sygdom er nødvendig er dette ligeledes på egen regning, hvis man har undladt at købe rejseforsikring, siger Pia Nygaard til Credi.dk.
Det blå sygesikringskort dækker heller ikke planlagte behandlinger, det vil sige hvis den eneste grund til at du er rejst til landet er den pågældende behandling. Behandling som kan vente til du er tilbage i Danmark bliver heller ikke dækket.
Læs også: Har dit kreditkort rejseforsikring? Sådan fungerer det
Knæskader er mest udbredte
SOS International har lavet en oversigt over danskernes mest hyppige skader i skisæsonen 2016/2017. På førstepladsen kommer skader på knæled herunder knoglebrud nær knæet, skader på ledbånd, menisk eller korsbånd. Mere end 30% af tilfældene hvor danskerne kom til skade på ski i 2016/2017 var relateret til knæleddet.
På andenpladsen kommer underben, ankel og fod (skinnebensbrud, brækket eller forstuvet ankel, brud på foden).
Nummer tre mest hyppige skade er skulder og overarm inklusive kraveben. På fjerdepladsen kommer nakke, ryg og bækken herunder bækkenbrud, forstuvet nakke, slået ryg og brækket nakke/ryg.
54 % af skaderne skete hos mænd, mens 46 % af skaderne opstod hos kvinderne.
Disse forsikringsselskaber inkluderer skisportsforsikring
Kræver separat tillægsforsikring
Forsikringsselskab | Årlig pris per husstand i Europa | Årlig pros per husstand i verden |
---|---|---|
TopDanmark | 1077 | 1997 |
Tryg | Kan ikke beregnes | Kan ikke beregnes |
Alm Brand | 1205 | 1805 |
Danske Forsikring | 763 | 1369 |
GF | Kan ikke beregnes | Kan ikke beregnes |
IF | 838 | 1167 |
Forsikringsselskab | Årlig pris per husstand i Europa | Årlig pros per husstand i verden |
---|---|---|
Alka | 1087 | 1087 |
Gjensidige | Kan ikke beregnes | Kan ikke beregnes |
Nykredit | Kan ikke beregnes | Kan ikke beregnes |
Codan | Kan ikke beregnes | Kan ikke beregnes |
LB | Kan ikke beregnes | Kan ikke beregnes |
Kreditkort med inkluderet rejseforsikring
Kreditkort | Rejseforsikring dækker skisport |
---|---|
Norwegian | ✔ |
Remember | ❌ |
Diners Club | ❌ |
Eurocard | ❌ |
Eurocard Gold | ✔ |
Eurocard Platinum | ✔ |
40+ kommer oftest til skade på pisterne
Ifølge tal fra SOS International fra 2015/2016 kom 20,2 % af opkaldene til alarmcentralen fra skiturister i aldersgruppen 41-50 år.
Det er oftest mænd i alderen 41-60 år som kommer til skade på pisterne. Ifølge tal fra SOS International sker 21 % af skaderne hos mænd mellem 41-50 år og 20 % af skaderne hos mænd i alderen 51-60 år.
Ifølge skadechef hos Alm. Brand, Anette Vestergaard, kan de hyppige skader i aldersgruppen 40+ både skyldes, at der er flest i den aldersgruppe som tager på skiferie i udgangspunktet, men det kan også skyldes alderen.
– En forklaring kan også være, at skiformen er blevet dårligere med årene, og at troen på egne evner på pisterne måske ikke længere helt står mål med kroppens faktiske formåen, siger Anette Vestergaard i en pressemeddelelse.