Sådan betaler du med mobilen
Plastikkortet kan snart være fortid. Vi bevæger os mere og mere mod et kontaktløst samfund, når det gælder betaling. Særlig betalingsteknologien på smartphones er stigende i disse år.
Publiceret: 25.08.2017
Nu behøver du ikke længere at have din pung med, når du skal ud og handle. Alt du skal gøre er at installere en app på din smartphone, som du sikkert allerede har med dig overalt. Der findes forskellige alternativer indenfor mobilbetaling i Danmark. I denne artikel vil vi fokusere på de to største mobilbetalingsteknologier: Mobilepay fra Danske Bank som blev lanceret i maj 2013 og det mobile dankort lavet af Nets, som så dagens lys i april 2017. De to kæmper om kundernes gunst, og det har udviklet sig til en reel betalingskrig mellem de to mobilbetalingsløsninger.
Danskerne har i den grad vænnet sig til at bruge mobilen som betalingsmiddel. En undersøgelse fra 2016 foretaget af Ingeniørforeningen IDA viser, at hver fjerde dansker bruger mobilen altid eller ofte, når de skal betale for en vare. Og hver tredje dansker svarer, at de af og til bruger mobilen, når de skal betale.
Hvordan betaler man med mobilen i butikkerne?
Mobilepay er en betalings-app som gør det muligt for dig at betale til andre Mobilepaybrugere, online eller i fysiske butikker via dit telefonnummer. Du behøver altså hverken at skulle fiske dit Nem-ID eller betalingskort op af lommen for at gennemføre en betaling. Alt du skal gøre er at indtaste beløbet i Mobilepay-appen, klikke på ’Vælg modtager’ og enten finde butikken på listen over nærmeste butikker eller indtaste butikkens telefonnummer. Derefter trykker du ’næste’ og swiper pengene afsted. Når du har betalt får butikken øjeblikkelig besked om, at du har betalt. Du kan også bruge Mobilepay selvom du ikke er kunde hos Danske Bank.
På mange måder fungerer Nets’ nye dankort-app på samme måde som Mobilepay.
Når du skal betale åbner du appen og holder den henover en sort Bluetooth-aflæserplade eller eventuelt en betalingsterminal med teknologien indbygget. Når dette gøres, udveksler betalingssystemet og telefonen de oplysninger som er nødvendige for at gennemføre transaktionen. På samme måde som kontaktløs betaling behøver man ikke at indtaste kode for køb under 200 kroner. For beløb over 200 kroner skal PIN-koden indtastes på mobilen. Betaling med dankort-appen kan benyttes af 64 forskellige danske banker.
Konkurrenterne gik over til Mobilepay
Indtil oktober 2016 fandtes der et tredje mobilbetalingsalternativ nemlig betalings-appen Swipp, som blev lanceret i 2013. I efteråret 2016 kastede de to største banker i samarbejdet, Nordea og Jyske Bank dog håndklædet i ringen og slog sig sammen med Danske Banks app Mobilepay. Swipp blev derefter nedlagt i februar i år.
– Det har nærmest måned for måned og år for år overrasket os positivt. Det er én lang væksthistorie. Fra 7. Maj 2013 er det bare vokset og vokset. Mobilepay har en udbredelse som ikke ses andre steder i verden, siger pressechef hos Mobilepay, Peter Kjærgaard.
Læs også: Sådan undgår du kortsvindel
Betalingskrig: Nets versus Mobilepay
Ifølge de nyeste tal fra Danske Bank er der 3,6 millioner danskere, som har downloadet Mobilepay-appen på sin smartphone. Det svarer til ni ud af ti danskere. Nets vil endnu ikke offentliggøre tallene for, hvor mange som har downloadet deres dankort app, som blev lanceret i foråret. I efteråret 2016 brød forhandlingerne om et eventuelt samarbejde mellem Nets og Mobilepay sammen, og siden har de to parter ligget i åben betalingskrig. Nets fik overbevist landets to største dagligvarekæder Dansk Supermarked og Coop til at satse helhjertet på det mobile dankort og droppe Mobilepay-løsningen i deres terminaler. Man kan betale med Mobilepay i 38.0000 butikker landet over. Hos Nets satser man endnu højere.
– Målet er, at man efter sommerferien gradvist vil kunne betale med mobil næsten alle de steder, du kan betale med Dankort, siger pressechef i Nets, Søren Winge.
Han understreger, at det er vigtigt med tilgængelighed for forbrugeren. Fordi dankortteminalerne allerede er tilgængelige i butikkerne, vil det ligeledes blive lettere at indføre betaling med dankort-appen, forklarer han.
– Jeg tror, at ét af de stærkeste konkurrenceparametre er, at de fysiske butikker tager imod dankort. For forretningssiden vil det sige, at de ikke skal lave nye aftaler, hele afregningsflowet er det samme. Betaling med Dankort på mobilen er indeholdt i det abonnement forretningen har betalt for dankortet. Det kræver eventuelt en ekstra hardware enhed for at kunne tage imod betalinger via Bluetooth, men det er den samme aftale og det samme set up, siger Søren Winge.
Hos Mobilepay siger man, at man stadig har forhåbninger om, at få betalingsløsningen ind i flere danske supermarkeder, selvom samarbejdet med Dansk Supermarked og Coop foreløbigt er lagt på is.
– Vi har stadig både lyse forhåbninger og store ambitioner om at fortsætte vores vækst både i de store kæder og i dansk erhvervsliv som helhed, vi oplever at vi hele tiden vokser i butikkerne. I forhold til de store kæder arbejder vi på at få lynbetaling til at fungere. Vores håb er, at komme ud i så mange supermarkedskæder som muligt, og vi håber på med tiden at komme tilbage i Dansk Supermarked, understreger Peter Kjærgaard.
Hvilken teknologi bliver der brugt?
iPhone kan ikke bruge NFC-teknologi, derfor er det nødvendigt at slå Bluetooth til, hvis man skal betale med Dankort på mobilen. Androidtelefoner med NFC (eller hvor NFC er aktiveret) kan bruge denne teknologi i forbindelse med betalingen.
Omkring 40 procent af de danske private bankkunder kan nu bruge dankortet på mobilen.
Mobilbetaling for børn
Nets har lavet et samarbejde med iværksætterfirmaet Mymonii om at lave en betalingsløsning, hvor forældre kan overføre lommepenge til deres børn og opsætte opgaver, som udløser belønning. Indtil videre har 21.000 familier benyttet sig af tilbuddet.
Nu skal appen videreudvikles til en ægte betalingsløsning, hvor børn kan bruge de penge, som de har stående i appen.
Rådighedsbeløbet bestemmes udelukkende af forældrene, som også kan følge med i de betalinger, som børnene foretager.
Hos Nets er man glade for at have fundet en løsning som gør, at børn som er for unge til at have et betalingskort.
Den danske betalingskrig kort opsummeret
De forskellige betalingsteknologier kæmper om forbrugernes gunst. Her er fem forskellige betalingsalternativer.
1. Betalingskort
Betalingskortet har i flere årtier været danskernes foretrukne betalingsmiddel i butikkerne.
2. Det kontaktløse dankort
Siden sommeren 2015 har man kunnet betale med dankort ved blot at holde kortet i en radius af 3 centimeter fra terminalen, og det er en betalingsform som danskerne har taget til sig. PIN-koden skal kun tages i brug, hvis beløbet overstiger 200 kroner.
3. Mobilepay
Med et simpelt swipe på mobilen kan man i dag betale med Mobilepay-appen på en smartphone. Man kan også betale med Mobilepay ved blot at holde telefonen op mod terminalen, som med det kontaktløse dankort. Det er dog ikke alle terminaler, som tager imod Mobilepay.
4. Det mobile dankort lanceret af Nets
Nets har udviklet det mobile dankort, som er en app hvor danskerne kan betale ved at holde mobiltelefonen hen til terminalen, som med Mobilepay og det kontaktløse kort. Systemet virker på alle nyere dankort-terminaler. For iPhone kræver dankort-appen, at du har iOS 9.0 eller nyere installeret på telefonen og har aktiveret Bluetooth. På Android smartphones kræver Dankort-appen, at du har Android 5.0 Lollipop eller nyere og har aktiveret NFC.
5. Apple, Google og Facebook
Det forventes at store, internationale selskaber vil prøve at overtage betalingsmarkedet i Danmark, når en ny EU-lovgivning træder i kraft til næste år. Det er endnu uvist hvilke typer betalingsløsninger, de internationale selskaber vil introducere på det danske marked.