Kunder hos Nordea og Jyske Bank får adgang til Apple Pay
Nordea og Jyske Bank giver nu et alternativ til den mobile betalingsløsning Mobilepay og det mobile Dankort ved at tilbyde deres kunder betaling med Apple Pay i Danmark, Sverige og Finland.
Publiceret: 19.02.2018
Kunderne i Nordea og Jyske Bank har siden 24. oktober haft adgang til betalingsappen Apple Pay. Det skaber en konkurrence mod betalingstjenesten Mobilepay og det mobile Dankort som hidtil har domineret på mobilbetalingsmarkedet.
Apple Pay fungerer ved at man tilknytter sit betalingskort til en app på sin iPhone, iPad eller Apple Watch, som kan herefter kan bruge til at betale trådløst via den såkaldte NFC-teknologi.
– Med Apple Pay som supplement til vores eksisterende løsninger til mobilbetaling kan vi tilbyde vores iPhone- og Apple Watch-kunder en sikker og brugervenlig global løsning, der gør hverdagen nemmere, siger Mads Skovlund, bankdirektør med ansvar for privatkunder i Nordea.
Vil være relevant for kunderne
Ifølge Nordea har man ikke noget konkret mål om, hvor mange kunder de ønsker skal benytte sig af Apple Pay, de har et konkret mål om at være relevante som bankpartner for deres kunder, lyder meldingen fra banken.
I dag kan Nordea tilbyde Apple Pay-løsningen til cirka 1,3 millioner mobilbankkunder som i forvejen bruger iOS-enheder hver måned.
Hos Jyske Bank er man ligeledes gået over til at tilbyde kunderne at betale med Apple Pay på lige fod med Mobilepay og andre betalingsløsninger.
– Vi vil gerne være der, hvor vores kunder er – også når det gælder deres valg af mobile
betalingsløsninger. Med Apple Pay giver vi vores kunder mulighed for at vælge den betalingsløsning, der passer bedst til dem, siger bankdirektør i Jyske Bank, Peter Schleidt.
Her kan du bruge Apple Pay
Du kan benytte dig af betalingsløsningen Apple Pay i alle de butikker, hvor man i forvejen kan bruge kontaktløs betaling. Derudover kan det bruges i webbutikker og apps som tilbyder betaling med Apple Pay.
Ifølge Berlingske Business tilbydes Apple Pay i 20 andre lande udover Danmark.
Tjenesten kræver dog en vis avanceret teknologi, og derfor er det nødvendigt med en iPhone 6-model eller nyere for at kunne benytte sig af Apple Pay. Det vil altså sige, at når der skal betales for varer i apps eller Safari, så virker Apple Pay med iPhone 7, iPhone X, iPhone SE, iPad Pro, iPad Air 2 og iPad mini 3 og nyere samt Apple Watch.
Onlinehandel via apps og på hjemmesider som accepterer Apple Pay fungerer med et enkelt tryk med fingeren ved hjælp af Touch ID. Det vil altså ikke længere være nødvendigt at indtaste komplicerede kontooplysninger eller indtaste forsendelses- og faktureringsoplysninger flere gange i træk.
Apple Pay prioriterer sikkerhed
Beskyttelse af personoplysninger og sikkerhed er nogle af grundstenene hos Apple Pay. Når et betalingskort bruges sammen med Apple Pay gemmes kortnumrene ikke på enheden eller på Apples servere.
I stedet bliver der tildelt et unikt kontonummer, som krypteres og gemmes sikkert i det såkaldte Secure Element på enheden. Hver transaktion bliver autoriseret med en unik og dynamisk sikkerhedskode som kun kan bruges én gang.
Fordelene ved Apple Pay
Ifølge bankdirektør i Jyske Bank, Peter Schleidt, er der en række fordele ved Apples nye betalingsløsning. For det første er det ligeså nemt og intuitivt som andre kontaktløse betalingsløsninger og for det andet tager det kun ét minut at oprette sig som bruger i systemet.
En tredje fordel er, at det dækker ens behov på den måde, at det både kan bruges i Danmark, i udlandet samt online. Sidste fordel er, at det er endnu mere sikkert, end det kort, kunderne har været vant til, lyder meldingen fra Peter Schleidt i et interview med bankens egen tv-kanal Jyske Bank TV.