5 økonomiske nytårsforsætter for 2018
Har du også ondt i pengepungen efter et brag af en forbrugsfest med både Black Friday i november og julegaveræset i december? Der er heldigvis hjælp at hente. Credi.dk har i samarbejde med forbrugerøkonom i Nordea Ann Lehmann Erichsen udarbejdet en række nytårsforsætter, så du kan gå ind i det nye år med en sund og stabil privatøkonomi.
Publiceret: 10.01.2018
Du har sikkert prøvet det før. Lavet et nytårsforsæt som hurtigt ryger i glemmebogen, og som du ikke får overholdt, hvad enten det er at spise mindre sukker, bruge færre penge, eller flere timer i fitnesscentret. Forbrugerøkonom i Nordea Ann Lehmann Erichsen anbefaler her en række økonomiske nytårsforsætter, som ikke kræver alt for meget rygrad at overholde.
Nytårsforsæt nummer 1: Aldrig mere økonomisk hovedpine
Det første råd fra forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen er at anskaffe sig en lille bog i A5-størrelse, som du skriver dine økonomiske ønsker og mål op i. Det gælder også hvad du vil gøre i hverdagen, i ugen og hver måned for at følge op på målet. Du skal have notesbogen i tasken og notere dig dine frem- og tilbageskridt.
– Du er muligvis skeptisk til projektet, men det hjælper at beskæftige sig med det, man har lovet sig selv ved at gøre det konkret og få sat det i system, lyder det fra Ann Lehmann Erichsen.
Og hvad er mere konkret end det, man selv skriver og følger op på hver uge? Et mål kan være at starte en opsparing til uforudsete udgifter, at få en gæld betalt ned hurtigere end planlagt, at starte en sommerferieopsparing eller spare op til den runde fødselsdag eller ny bil.
– Du kan godt, lyder det opmuntrende fra Ann Lehmann Erichsen.
Forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen – Foto: Nordea
Slut med kreditkortgebyrer hos flyselskaber
Nytårsforsæt nummer 2: Udskift de dyre hverdagsvaner
Hvis du dropper den dyre daglige to go-kaffe kan du spare op til 540 kroner om måneden, ifølge Nordeas beregninger. Det eneste du skal gøre for at komme den dyre hverdagsvane til livs er at investere i en termokop og brygge din to go-kaffe derhjemme i stedet for at købe den på din stamkaffebar.
– Det samme gælder for at købe frokost i kantinen på studiet eller arbejdet. Smør en madpakke hjemmefra i stedet og spar op til 4.000 kroner om året. Det er ikke så svært, understreger Erichsen.
Læs også: Tre tips til at indfri din dyreste gæld først
Forbrugere kan spare op til 2 %
Nytårsforsæt nummer 3: Gør det sværere at betale med kort
Teknologien har gjort det lettere at betale med kort i form af betalingsapps som MobilePay og Apple Pay. Hvis du sletter disse apps og lader dine betalingskort blive derhjemme, gør du det lettere for dig selv at begrænse dig til et vist rådighedsbeløb, som du hæver i kontanter på forhånd. På den måde kommer du ikke til at leve over evne.
– Mit råd er at spørge sig selv: Hvordan gør jeg det svært at bruge penge? Det kan være, at man i en periode på 3 måneder skal slette alle sine betalingsapps og lade dankortet blive hjemme, og i stedet køre med få kontanter, så der kun er penge til det man SKAL købe, og ikke til alt muligt andet, som er luksus, siger Ann Lehmann Erichsen.
Nytårsforsæt nummer 4: Læg et budget med overskud
Et budget kan defineres som et ”regnskab på forhånd” og betyder altså hvad du regner med, at din månedsløn skal bruges til. Brug tid på at opdatere dit budget, så det passer til din hverdag og udgifter i 2018. Og derefter skal du spørge dig selv: ”Hvor står kaffe på farten og mad i kantinen i mit budget? Nej, vel. Det står ingen steder, så hvorfor bruge penge på det, spørger forbrugerøkonomen.
– Det jeg vil sige med dette eksempel er, at der går mange penge til alt muligt, som faktisk ikke er strengt nødvendigt! Hver måned forsvinder mange penge ’ud i den blå luft’. Kan du blive bedre til at holde igen med alle disse småudgifter, så slipper du for måneder med overtræk og vender stille og roligt din økonomi til sådan en med plus på kontoen hele måneden, påpeger Erichsen.
Nytårsforsæt nummer 5: Forsød januar med gavekort
Mange modtager gavekort i julegave, og det kan være en oplagt mulighed for at gøre en måske tung januar måned lidt lettere at komme igennem. Selvom alle gavekort har en indbygget forældelsesfrist på 3 år, anbefaler forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen at man gør brug af gavekortet hurtigst muligt og helst i januar, fordi risikoen for at du glemmer alt om gavekortet er stor.
– Hver fjerde gavekort bliver faktisk aldrig brugt. Husk også, at hvis butikken lukker eller går konkurs inden gavekortet bliver brugt, så er pengene reelt tabt, så brug det nu, lyder opfordringen fra Ann Lehmann Erichsen.