Indbygget Dankort i kroppen: Nu kan du betale med din finger
Fingopay er en ny teknologi som scanner blodkarrene i din finger og lader dig betale med et enkelt swipe med fingeren i stedet for at skulle bøvle med Dankort og pinkode. Kantinen på CBS er den første danske forsøgskanin.
Publiceret: 25.06.2018
- Fingopay bruger en teknologi som hedder VeinID som scanner dine blodkar med infrarødt lys i stedet for dit fingeraftryk, hvilket mindsker risikoen for misbrug
- I modsætning til dit fingeraftryk efterlader dine blodkar nemlig ingen spor og kan derfor ikke kopieres
- VeinID udkonkurerer andre biometriske betalingsformer som for eksempel ansigtsgenkendelse og er derfor den mest sikre autentifikation, hvilket betyder at du alene har adgang til dine midler
- Fingopay er indtil videre en forsøgsordning som kun er tilgængelig i Danmark i kantinen på Copenhagen Business School
- Fingopay er altså indtil videre tilgængelig for 22.000 CBS-studerende
- Fingopay er blandt andet blevet testet i den britiske supermarkedskæde Costcutter samt på en række engelske festivaler
Kilde: Fingopay.com
Nets og fintech-virksomheden Fingopay har indgået et samarbejde, som gør at du nu ikke skal huske andet end din finger, når du skal betale for dine varer. Dermed er CBS det første sted i verden, hvor du kan betale med din finger i et selvbetjeningsområde. Ved hjælp af det såkaldte VeinID scanner teknologien dine blodkar med infrarødt lys. Det er altså en langt sikrere betalingsmetode end blot at scanne dit fingeraftryk eller med den anden udbredte biometriske betalingsform, nemlig ansigtsgenkendelse.
Læs også: Kontaktløs betaling stormer frem
Betaling med Fingopay er indtil videre blot en forsøgsordning, som udelukkende er tilgængelig for de 22 000 studerende, som går på Copenhagen Business School og besøgende som er interesserede i at prøve denne nye betalingsform. Det eneste det kræver er, at du bliver oprettet i systemet og knytter dine kortoplysninger til din finger.
– Testen på CBS viser, at teknologien udvikler sig ekstremt hurtigt i disse år. Hidtil har vi talt om mobilbetalinger som det nyeste nye, men nu bliver man selv sit Dankort, siger Jeppe Juul-Andersen, direktør hos Nets med ansvar for Dankort, i en pressemeddelelse.
Noget andet end et fingeraftryk
VeinID kigger på blodårerne inde i din finger som er stort set umulige at kopiere, hvilket gør Fingopay til en meget sikker betalingsform.
Læs også: Mobile banker er fremtiden for de unge
Nets lover altså at denne betalingsmetode er mindst lige så sikker som mobilbetaling, hvis ikke endnu mere sikker. Der vil i øvrigt altid være mulighed for at koble finger og kortoplysninger fra hinanden igen, så det ikke længere er muligt at betale med sin finger.
– Dit Dankort vil ikke nødvendigvis altid være af plastik. Det kan både være en app eller en infrastruktur, der sætter dig i stand til at betale med dit glatte ansigt eller din pegefinger. Forsøget på CBS er blot første skridt ud i denne verden, siger Jeppe Juul-Andersen i pressemeddelelsen.
Foreløbig er Fingopays samarbejde med Nets en forsøgsordning, som endnu ikke er klar til at blive rullet ud i hele landet endnu, men afhængig af, hvordan de studerende på CBS tager imod den nye betalingsform, vil man senere tage stilling til, om ordningen skal udvides til at inkludere andre butikker, restauranter eller institutioner i resten af landet.
Tidslinje over betalingsteknologi gennem tiderne:
2018
Betaling med din finger med Fingopay
2018
Apple Pay bliver tilgængeligt i Danmark
2017
Kontaktløs betaling med sportsur indføres med Garmin som frontfigur
2015
Det første kontaktløse Dankort indføres 12. august 2015 og anvender NFC-teknologi
2004
Dankort udstyres med en chip for at øge sikkerheden
1985
Butikkerne får terminaler som gør betalingerne elektroniske ved hjælp af en teleforbindelse fra butikkens terminal til Dankort-systemet. Pin-koden indføres
1983
Dankortet indføres i Danmark 1. september 1983 først som papirform