Mobile banker er fremtiden for de unge

Neobanking

FOTO: FREEPIK.COM

Unge frygter deres bankrådgiver mere end tandlægen. Derfor kan neobanking være fremtiden for den yngre generation, ifølge en række eksperter.

Publiceret: 27.04.2018

71 % af amerikanske unge vil hellere gå til tandlægen end de vil tale med deres bankrådgiver. Det viser The Millennial Disruption Index som har kortlagt over 10 000 amerikanske unges præferencer til forskellige industrier. Undersøgelsen viser ydermere, at 73 % af de unge hellere vil lægge deres penge hos finansielle tjenester tilbudt af Google, Amazon eller Apple end fra deres egen landsdækkende bank.

Neobanking

  • En neobank er en digital overbygning til en bank og kræver altså en samarbejdsbank til at sørge for den egentlige bankdel
  • Ifølge eksperter er de unge mellem 18-25 år den sværeste kundegruppe at få fat i for bankerne
  • Ifølge The Millenial Disruption Index vil 71% af de amerikanske unge hellere gå til tandlægen, end de vil snakke med deres bankrådgiver
  • Undersøgelsen viser ydermere at 73 % hellere vil bruge finansielle tjenester hos Google, Amazon og Apple end deres egen bank
  • Danske LunarWay som blev oprettet i 2016 er Nordeuropas første såkaldte neobank
  • LunarWay er en app, som flytter ind- og udlån samt kort over på mobilen
  • EU’s nye betalingsdirektiv PSD2 har åbnet op for, at tredjepartsaktører som Apple, Facebook, Amazon og andre verdensomspændende virksomheder kan byde ind på betalingsmarkedet og udgøre en reel trussel for bankerne

Kilde: The Millennial Disruption Index og F5

Neobanking er et nyt begreb som ikke har nogen fast definition. Men neo kan oversættes til ”ny” og begrebet refererer primært til den generelle disruption som har ramt banksektoren de senere år.

Ifølge Jan Damsgaard, leder af afdelingen for IT Management på CBS, kan det være at neobanking-begrebet har skiftet navn om et par år.

– Neobanker er de her nye muligheder, der pludselig er opstået for, at aktører der traditionelt ikke har været indenfor den finansielle sektor har mulighed for med få penge og ressourcer at etablere sig. Og dermed blive en egentlig konkurrent til de etablerede spillere. Det forklarer professor Jan Damsgaard til F5 .

Bankerne har ikke fat i de unge

Ifølge antropolog Nicolai Mendgaard-Larsen er bankerne for dårlige til at få fat i Generation Z, altså de 18-25 årige. Generation Z er på alle bankers læber, men alligevel føler de unge sig overset. Det skyldes at bankerne ikke har forstået, hvordan de skal kommunikere med de unge, mener antropologen.

– Alle banker taler hele tiden om, hvor interessant en målgruppe de unge er, og at de skal have fat på dem, for de er fremtidens bankkunder. Men der er ikke nogen banker, der gør noget konkret ved det. Bankerne er nødt til at få en dialog med de unge, hvor de lytter til dem, og hjælper dem der, hvor de er i deres liv. Det gør de ikke nu, siger Nicolai Mendgaard-Larsen til Nyhedsbrevet Finans .

Det siger han på baggrund af en ny undersøgelse, Generation Z – fremtidens bankkunder, som MADE Design har lavet for Finanssektorens Uddannelsescenter. Undersøgelsen er lavet på baggrund af kvalitative interviews med 53 unge mellem 18 og 25 fra hele landet om deres relationer til deres bank.

Læs også: Kontaktløs betaling er mere sikker

Dansk mobilbank først i Nordeuropa

Den danske mobilbank Lunar Way som så dagens lys i starten af 2016 er Nordeuropas første af sin slags. Lunar Way understreger, at de ikke er en bank men en tech-virksomhed. Det de tilbyder er en frontend og en enkel måde at få et overblik over sin økonomi på.

Direktør i Lunar Way Ken Willum Klausen er overbevist om, at der tegner sig samme tendens blandt danske unge som blandt amerikanske om at unge foretrækker et besøg hos tandlægen end et besøg i banken. Han peger på en tendens, hvor bankerne er ligeglade med de unge, fordi de typisk putter sine penge i samme bank som forældrene. De får ikke nogen speciel service, fordi bankerne ikke ser på dem som en god forretning.

Det er lykkedes for den mere innovative del af banksektoren at kortlægge, hvad det er de unge gerne vil have. Eksempelvis produkter som Mobilepay, der har haft stor succes.

Hele banken i mobilen

Lunar Way er en digital løsning i form af en app, som flytter indlån, kort og udlån over på mobilen. Så i stedet for at møde op fysisk i din bankfilial, skal brugerne hurtigt og nemt kunne låne penge eller få et overblik over sin økonomi gennem app’en. Og hvis man vil tale med en bankrådgiver foregår det gennem videochat. Du slipper altså for at tage den svære samtale med din bankrådgiver, når du skal optage et lån. Det bliver erstattet af app’en.

Mange systemer kan vurdere, sandsynligheden for at en kunde vil tilbagebetale et lån, ud fra en lang række data. Lige fra alder og bopæl til hyppigheden af opdateringer på Facebook.

En neobank er en digital overbygning til en bank, og den egentlige bankdel altså pengene og garantien er det en samarbejdsbank, som står for. Hos Lunar Way samarbejder man med Nykredit, som sørger for den finansielle del.

Læs også: Sådan betaler du med mobilen

Fanger de unge på sociale medier

Derfor samarbejder Lunar Way med en række influencere, som bloggere, youtubere og instagrammere, som de bruger reklamekroner på at bruge som markedsføring. De bruger også ressourcer på at opbygge profiler på sociale medier i stedet for printannoncer.

– Vi prøver at gøre det stik modsatte af, hvad en klassisk bank ville gøre. Vi har kun brugt sociale medier og meningsdanner til at markedsføre app’en. I sidste måned lancerede vi snapchat som noget nyt og fik 225 følgere, der med det samme koblede sig på løsningen og 1.000 nye følgere på Instagram, fortæller Ken Willum Klausen til F5.

Én af frontfigurerne for den nye mobile bank som skal tale til millennialmålgruppen er youtuber og blogger, Carla Mickelborg. Hun poster jævnligt indlæg på både Instagram og sin blog om Lunar Way i et sponsoreret samarbejde, hvor influenceren får penge for at omtale produktet. På den måde når Lunar Way ud til den yngre målgruppe, som de mener at bankerne overser.

Læs også: Slut med kreditkortgebyrer i EU

PSD2-direktiv åbner op for alle muligheder

EU’s nye Payment Service Directive 2 som blev implementeret i januar 2018 har åbnet op for større konkurrence og mere innovation på området.

De nye spillere kaldes for third-party payment service providers (TPP) og kan være forskellige finansielle services. Men pointen er, at stort set alle virksomheder kan ansøge om at blive TPP.

Google, Facebook og andre verdensomspændende virksomheder har i lang tid haft betalingsmarkedet for øje, og nu får de muligheden for at byde ind. Det kan ses som en reel trussel til de etablerede banker.

Ville du benytte dig af neobanking i stedet for en etableret bank i fremtiden?