Foto: Danske Bank
Nordea, Jyske Bank og Danske Bank tilbyder nu den nye betalingsmetode Google Pay til alle deres kunder, som bruger Android.
Publiceret: 17.12.2018
Hos Danske Bank er det dog kun MasterCard-holdere, som kan benytte sig af den nye Google Pay-teknologi.
De mange nye betalingsmetoder er en strategi fra bankernes side om at tilbyde digitale løsninger der gør kundernes dagligdag nemmere. Google Pay kan bruges i fysiske butikker, på apps og i onlinebutikker. Ifølge Mads Skovlund, bankdirektør med ansvar for privatkunder i Nordea er formålet med at tilbyde Google Pay som betalingsløsning at gøre betalingen endnu mere sikker.
Læs også: Kontaktløs betaling er mere sikkert
– Mobilbetaling gør indkøb i hverdagen enkelt, bekvemt og sikkert – også selvom man ikke lige har tegnebogen på sig. Og vi ønsker at gøre hverdagen nemmere for vores kunder, siger han i en pressemeddelelse.
Nordea og Jyske Bank var de første danske banker til at lancere den nye betalingsløsning 30. oktober 2018 og Danske Bank fulgte trop i starten af december. Også hos Jyske Bank er man begejstrede over at kunne tilbyde denne nye betalingsløsning.
– Vi vil gerne være der, hvor vores kunder er – også når det gælder deres valg af mobile betalingsløsninger. Med Google Pay udvider vi paletten. Så kan hver enkelt kunde frit vælge den løsning, der passer kunden bedst”, siger bankdirektør Peter Schleidt, Jyske Bank.
Læs også: Kunder hos Nordea og Jyske Bank får adgang til Apple Pay
– Det er helt og holdent kundens eget valg, om man vil bruge Google Pay og dermed give adgang til visse data. Vi stiller løsningen til rådighed, og når man opretter sig, gør vi tydeligt opmærksom på, at Google får adgang til data, fastslår Peter Schleidt.
Fra december 2016 til december 2017 steg brugen af det kontaktløse Dankort fra 15 % af danskerne i 2016 til hele 43 % i 2017. Den kraftige vækst er kommet bag på Nets, lyder det fra Dankort-ansvarlig Jeppe Juul-Andersen.
Læs også: Kontaktløs betaling stormer frem
– Vi er overraskede over, at det er gået så hurtigt. Internationalt er det helt unikt at ændre betalingsvaner så hurtigt og gnidningsfrit. Det vigtigste er, at det er nemmere. Det er nemmere, hurtigere og det virker, siger Jeppe Juul-Andersen til Credi.dk.