Nye kreditkorttyper kan være på vej
Foto: dankort.dk
De nye regler for betalingskort kan medføre en række nye korttyper på det danske marked.
I juni sidste år blev det muligt for kunder at vælge selv, om de vil betale med visa-delen eller dankort-delen på Visa/Dankort. Tidligere var det sådan, at man automatisk betalte med dankortdelen, men det er nu blevet lavet om, så forbrugeren selv frit kan vælge hvilken del af kortet, man vil betale med.
Det kræver dog at man har et kort, som er udstedt efter 17. august 2015, som er kontaktløst.
De nye regler vil åbne op for mere konkurrence, som vil gavne forbrugerne på længere sigt.
– Reglerne er med til at skabe mulighed for en konkurrence, vi ikke har set før i Danmark. På længere sigt kan de gøre det billigere og bedre for forbrugerne, når der skal købes varer ude i butikkerne, siger kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Martin Nyvang til TV2.
Det vil altså sige, at der muligvis kan komme en række nye betalingskort til, nu hvor reglerne er blevet ændret. I hvert fald hvis man skal tro Martin Nyvangs udlægning.
– Det kan blive sådan, at der i fremtiden kommer et Dankort, hvor der også er en Mastercard-del, og så bliver de nye regler relevante for forbrugerne, lyder det fra Martin Nyvang.
Nye regler for betalingskort
Måske vil spørgsmålet ”Vil du betale med dit dankort eller dit visakort?” skabe forvirring, for er det ikke det samme kort? Jo, det er det samme kort, men der findes to forskellige betalingsløsninger. Nye regler fra EU betyder, at man nu selv skal vælge, hvilken man vil betale med.
De nye regler for betalingskort blev indført i juni 2016. Det indebærer, at kunderne nu selv kan vælge, hvorvidt de vil betale med dankort-delen eller visa-delen på deres Visa/Dankort.
Reglerne er med til at skabe øget konkurrence på markedet, og vil på sigt give danskerne mulighed for flere og billigere betalingskort, ifølge Martin Nyvang.