Foto: Dankort
Efter at kontaktløs betaling er blevet en populær betalingsform i Danmark er antallet af sager om Dankortsvindel faldet drastisk i første halvdel af 2018. På nettet er antallet af svindelsager faldet med næsten 50 procent, viser nye tal fra Nets.
Publiceret: 12.12.2018
Læs også: Kontaktløs betaling stormer frem
Ifølge Nets skyldes det drastiske fald i antallet af svindelsager et bedre samarbejde med politiet, bankerne og e-handlen i øvrigt. Blandt andet funktionen med at du modtager en bekræftelses-SMS, når du handler for store beløb online.
– Det rekordstore fald er en meget god nyhed, og selv om vi hos Nets investerer massivt i misbrugsbekæmpelse, er æren ikke kun vores. En stor del af faldet skyldes, at vi har forfinet vores samarbejde med politi, banker og e-handlen i øvrigt, og det bærer nu frugt, siger Kaspar Kock Kristensen, der er vicedirektør for misbrugsbekæmpelse hos Nets i en pressemeddelelse.
Læs også: Nye beløbsgrænser på det kontaktløse Dankort
– Men især vores samarbejde med politiet på flere områder giver pote. Det gælder for eksempel en indsats for at fange betalingskort-tyve, eller vores samarbejde med politiet rundt om i landet om at dæmme op for pirattaxaer, der svindler med folks betalingskort, siger Kaspar Kock Kristensen.
Nets har længe haft fokus på at bekæmpe misbrug og har derfor investeret store summer i nye teknologier og samarbejder på området for at få de stadigt dygtigere økonomisk kriminelle til livs.
Man regner derudover med at flere præventive kortudskiftninger har bidraget til faldet i antallet af kortsvindelsager.
– Vi samarbejder med politiet på en række områder. Nets hjælper politiet med information og data både til at fange dem, men også til at få dem dømt, siger Kaspar Kock Kristensen til DR .
Det kan eksempelvis være, hvis en ældre dame bliver spurgt om vej på gaden og franarret sit Dankort efter at de kriminelle har afluret PIN-koden, så hjælper Nets politiet med at spore kortets bevægelser og dermed komme kortsvindlen til livs.
Læs også: Sådan undgår du kortsvindel: Tilmeld dig SMS-service
– Nets hjælper politiet med at lokalisere de kriminelle. Da Nets har data på alle transaktioner, der går igennem, kan vi ret præcist se, hvilken fremgangsmåde de kriminelle har, og hvor de befinder sig. Data, som også benyttes til at få de kriminelle dømt efterfølgende, siger Kaspar Kock Kristensen til Danmarks Radio.
– Vi regner med et fortsat fald. Vi har en række indsatser, der fortsætter, og vi udvikler vores overvågningssystemer. Derudover forventer vi, at flere forretninger vil adoptere den ekstra sikkerhedskode, så misbruget på nettet vil være støt faldende.