Flere banker tilbyder geografisk spærring
Nu kan du få endnu højere sikkerhed på dit betalingskort. Flere banker tilbyder nemlig at spærre dit kort for brug i specifikke lande for at forebygge kortmisbrug. Dog skal du huske at låse kortet op, hvis du skal rejse til den pågældende destination, hvor kortet er spærret.
Publiceret: 25.07.2018
Hvorvidt man kan få geoblokeret sit kort eller ej, afhænger af hvilken bank og hvilket kort, du er indehaver af. Af de danske storbanker har Danske Bank, Jyske Bank, Spar Nord og Nykredit Bank geografisk spærring på en række af deres kort, typisk MasterCard. Nordea og Sydbank tilbyder ikke geoblokering på nogen af deres kort, men hos Nordea understreger man, at Nets monitorerer brugen af kortet og spærrer det, hvis der skulle opstå mistænkelig brug af kortet.
Læs også: Derfor bliver dit kort afvist på ferien
Ifølge Kaspar Kock Kristensen som er vicedirektør i Nets og har ansvar for misbrugsbekæmpelse er der en stigende tendens blandt de store banker til at man tilbyder geografisk spærring på en række kort.
Hvis nogen (inklusive dig selv) forsøger at bruge kortoplysningerne i en region hvor det er spærret, vil kortet blive afvist.
Husk at afmelde geografisk spærring når du skal rejse
For ikke at stå med fletningerne i postkassen, når du står i New York på påskeferie og ikke kan hæve penge i automaten fordi dit kort er geografisk spærret, skal du altså huske at ophæve spærringen inden du rejser.
– Det giver større sikkerhed for at undgå misbrug, men selvfølgelig er det også en potentiel gene, hvis man glemmer, at man har lukket sit kort et givent sted, man senere besøger, understreger Kaspar Kock Kristensen overfor Ritzau.
Jyske Bank er én af de banker, som tilbyder geoblokering af alle deres visa-produkter. Du kan administrere din geografiske spærring i app-en ”Mine Kort”, hvor man kan slå geoblokeringen til eller fra uanset om man er derhjemme eller befinder sig i udlandet.
Læs også: Slut med kreditkortgebyrer i EU
–Vi havde kunder, der efterspurgte det. Forskellige kundegrupper har været nervøse for, at kortet kunne misbruges i udlandet, og så har vi en masse rejsende, som har oplevet svindel, efter at de kom hjem. Det kan de selv lukke ned for nu, hvis de ønsker det, siger Katrine Bak Primdahl, afdelingsdirektør i Jyske Bank til Ritzau.
Har man eksempelvis åbnet kortet for brug i Schweiz men kører over den italienske grænse kan man hurtigt ændre indstillingerne i app-en og åbne for kortbrug i Italien også og samtidig eventuelt spærre for brug i Schweiz igen.
Spærring kan give bagslag
Dog skal man være opmærksom på, at danske netbutikker eller streamingtjenester kan opkræve pengene fra deres internationale hovedsæde, hvilket betyder at betalingen vil blive afvist, hvis du har aktiveret den geografiske spærring på internettransaktioner.