De yngste bliver betalingsdygtige med ny app
Nu har børn også mulighed for at betale kontaktløst i butikkerne med en ny app.
Publiceret: 22.06.2018
- MyMonii blev grundlagt af Louise Ferslev i 2015, og giver forældre mulighed til at overføre penge til deres børn
- I 2018 blev det muligt at betale med appen i 20 000 butikker landet over, da MyMonii indgik et samarbejde med Nets, så appen knyttes til forældrenes Dankort
- Mere end 45 000 danske familier benytter sig i dag af den gratis app
- Som barn kan man løse opgaver og hele tiden følge med i ens forbrug via appen
Kilde: MyMonii.dk
Via MyMonii-appen kan forældre administrere faste lommepengeoverførsler til deres børn og sætte opgaver med betalinger på. For første gang er det nu muligt at betale med appen i fysiske butikker.
– Vi er vildt glade for at kunne tilbyde børn muligheden for at betale med MyMonii Pay i butikkerne. Vores brugere har længe efterspurgt en løsning, der gør det muligt at betale med de penge, der er til rådighed i MyMoonii, og det kan vi nu tilbyde i samarbejde med Nets, siger administrerende direktør og grundlægger af MyMonii, Louise Ferslev i en pressemeddelelse.
I skrivende stund bruger over 45 000 danske familier allerede appen, og man regner med at dette tal vil stige betydeligt. Indtil videre kan appen bruges som betalingsmiddel i 20 000 forskellige butikker landet over i alle butikker som tillader betaling med Dankort på mobil.
Læs også: Kontaktløs betaling stormer frem
– Vi ønsker at gøre det nemmere for de helt unge at betale. Samarbejdet med MyMonii betyder, at børn slipper for at gå rundt med kontanter, samtidig med at de via appen får et mere ansvarligt forhold til forbrug og opsparing, siger Jeppe Juul-Andersen, der er direktør i Nets med ansvar for Dankort i en pressemeddelelse.
Forældrene har fuld kontrol over størrelsen på børnenes rådighedsbeløb og får løbende trukket penge fra kortet, så de kan følge med i børnenes forbrug.
Ifølge grundlægger Louise Ferslev vokser MyMonii med 1.000 brugere om måneden, og hun glæder sig over at børnefamilier slipper for bøvl med kontanter, udtaler hun.
Mobilbetaling er populært
En undersøgelse fra 2016 foretaget af IDA viser, at hver fjerde dansker bruger mobilen altid eller ofte, når de skal betale for en vare. Hver tredje dansker svarer, at de bruger mobilen som betalingsmiddel af og til.