Betal kontaktløst med dit Garmin sportsur
Snart lancerer GPS-teknologiproducenten Garmin et samarbejde med de tre store banker Danske Bank, Jyske Bank og Nordea, så MasterCard- og Visakortholdere i fremtiden vil kunne registrere deres kort i Garmin smartwatches.
Publiceret: 23.03.2018
Hvis du er indehaver af et Garmin smartwatch og er kunde i Danske Bank eller Nordea, så kan det snart være slut med at medbringe kreditkortet på løbeturen.
Garmin lancerede i december 2017 deres Garmin Pay-koncept, og nu indleder de et samarbejde med Danske Banks MasterCard om at registrere deres kort i Garmin Pay. I marts annoncerede Nordea, at de ville lancere den mobile betalingsløsning til sportsure fra Fitbit og Garmin og som de første i Norden vil Nordeas kunder kunne anvende den nye mobile betalingsløsning både med Visa- og kreditkort.
Marketingdirektør hos Garmin Nordic, Marcus Bjärneroth mener, at det nye smartwatch med indbygget kontaktløs betaling er et stort og vigtigt skridt for det kontantløse samfund.
– Vi ser, at flere og flere banker viser interesse for at forbinde deres tjenester med vores produkter. Vi er meget tilfredse med samarbejdet med Danske Bank og de finansielle løsninger, de tilbyder og står for. Sammen kan vi tage et stort skridt mod det kontant- og kortløse samfund, siger Marcus Bjärneroth.
Hos Nordea har man ambitioner om at tilbyde de bedste digitale og mobile betalingsløsninger til deres kunder og denne løsning kommer i forlængelse af den nyligt lancerede Apple Pay. Betalingsmetoden kan bruges i alle de millioner butikker, der accepterer kontaktløs betaling.
– Nu kan man gå i træningscenter eller bare gå en tur uden pung eller mobil – og alligevel købe ind på vej hjem, siger Mads Skovlund, bankdirektør i Nordea med ansvar for privatkunder.
Læs også: Kunder hos Nordea og Jyske Bank får adgang til Apple Pay
Køb på farten
Garmin Pay er en betalingsløsning til dig, som altid er på farten. Det kan være på løberuten, cykelturen eller andre former for træning, hvor man gerne vil slippe for at have for mange ejendele på slæb.
Det er ikke noget problem at betale, selvom du hverken har medbragt pung eller mobil.
– Mange brugere af vores produkter lever et aktivt liv og vil gerne være fri for pung og/eller mobiltelefon når de dyrker deres sport, men samtidig have mulighed for at købe en flaske vand på farten og det er grundtanken omkring Garmin Pay. Samtidig fylder wearables en større og større rolle i vores helt normale dagligdag, som forlængelse af de funktioner en smartphone giver os, herunder kontaktløs betaling – og hvorfor fumle med telefon eller pung, hvis du kan have løsningen på håndleddet, siger Stefan Kjeldahl Hemmingsen, marketing manager i Garmin Nordic Danmark til Credi.dk.
Den nye kontaktløse betalingsfunktion på Garmins smartwatches melder sig under fanerne i konkurrencen om kundernes gunst indenfor kontaktløs betaling, hvor aktører som Mobilepay og Nets’ trådløse Dankort hidtil har domineret. Med det nye Apple Pay på markedet, bliver konkurrencen mellem de forskellige kontaktløse betalingsmåder endnu mere skærpet.
Læs også: Sådan undgår du kortsvindel
Sådan betaler du med smartwatch
Den nye teknologi gør det muligt for dig at efterlade både mobil og betalingskort derhjemme, hvis du for eksempel skal ud og løbe en tur eller til træning, og helst vil have så få genstande med på ruten som muligt. Alt du skal gøre er at registrere dit betalingskort i Garmin Connect Mobile.
I praksis betyder det, at du kan registrere dit Danske Bank MasterCard eller Nordea Visa eller MasterCard i Garmin Pay ved at oprette en elektronisk tegnebog i dit vivoactive 3 ur eller Forerunner 645/645 music sportsur. Du registrerer det kort, du ønsker at betale med, og når du betaler verificerer du din betaling med en firecifret kode.
Uret bliver herefter låst op i de påfølgende 24 timer, men låses igen, hvis du tager uret af. Denne funktion gør, at du er beskyttet mod eventuelt misbrug, såfremt uret skulle blive stjålet.
– Vi har store forventninger til Garmin Pay og vores seneste produktlancering, Forerunner 645 Music, bliver bestemt ikke det sidste ur med Garmin Pay, forsikrer Stefan Kjeldahl Hemmingsen til Credi.dk.
Læs også: Derfor bør du vælge kreditkort
Tilgængelig med syv forskellige kort
Og som sagt kan Danske Bank MasterCard i løbet af første kvartal tilføjes i rækken af kort, som kan benyttes med Garmin Pay.
– Vores ønske er helt klart at få så mange banker og kort med som muligt, både i Danmark men også globalt. Vores brugere har forskellige banker, og det er deres oplevelse med Garmin Pay vi skal sikre os er i top, siger Stefan Kjeldahl til Credi.dk.
Garmin Pay kan udover i Danmark også benyttes i lande som USA, Rusland, Australien, Schweiz, Finland, Sverige, Norge, Storbritannien og Luxemburg.
Kontaktløs betaling hitter i Danmark
Nets begyndte i 2017 at konkurrere med den førende mobilbetalingsløsning på markedet, Mobilepay ved at lancere en Dankort-app, så man ligeledes kan betale kontaktløst med mobilen ligesom man kan med Mobilepay. Det startede en reel betalingskrig mellem Nets og Mobilepay, fordi forhandlingerne om et eventuelt samarbejde brød sammen. Nets indgik et samarbejde med landets to største dagligvarekæder Dansk Supermarked og Coop om at satse helhjertet på det mobile Dankort og droppe Mobile Pay-løsningen.
Apple lancerede i oktober 2017 deres nye betalingsløsning Apple Pay til kunder hos Jyske Bank og Nordea i Danmark, Sverige og Finland. Apple Pay bruges på den måde, at du downloader en app til din iPhone, iPad eller Apple Watch og tilknytter dit foretrukne betalingskort. Derefter kan du betale med din mobile enhed via den såkaldte NFC-teknologi.
Kommer du til at betale med en smartwatch i fremtiden?