Derfor bliver dit kort afvist på ferien
Hvis dit kort bliver afvist på ferien, er det ikke nødvendigvis fordi der ikke er penge på kontoen. Det kan også skyldes at kortets hæveloft er nået eller at du bruger det ’forkerte’ kort. Læs mere her og bliv klogere på, hvordan du bruger kort i udlandet uden at blive afvist.
Publiceret: 18.06.2018
- Visa/Dankort er et internationalt betalingskort som kan bruges 24 millioner steder i verden
- Et Visa/Dankort er et kombineret Visakort og Dankort, med en Visa-del og en Dankort-del. Efter de nye regler kan brugeren selv bestemme, hvilken del som skal tages i brug, når man betaler
- De fleste Visa/Dankort har en hævegrænse på 25.000 kroner per løbende 30 dage, medmindre du har en anden aftale med banken
- Du kan højst hæve kontanter i lokal valuta i hæveautomaten, som svarer til 2000 kr. pr. døgn i udlandet
- Med Visa/Dankort kan du hæve penge i over 400.000 pengeautomater verden over
- Pengene bliver som oftest trukket kort tid efter brug og som oftest samme dag, så du nemt kan følge med i, hvor mange penge, du har brugt
- Der vil typisk tilkomme et valutakurstillæg på 1,5 % når du bruger kortet indenfor Europa og 2 % udenfor Europa, men dette kan variere udfra hvilken bank og hvilket kort, du har
Kilde: Visa/Dankort
Den mest hyppige årsag til, at kortet bliver afvist er, at folk glemmer at Visa/Dankort har et hævemaksimum på 25 000 kroner, et beløb som hurtigt får ben at gå på, hvis man for eksempel er en børnefamilie afsted på ferie.
Betaler du for eksempel for flybilletterne med kortet indenfor de selvsamme 30 dage som ferien afholdes hos et udenlandsk flyselskab, så kan det hurtigt løbe op i 25 000 kroner og dermed risikere at løbe ind i potentielt pinlige situationer, hvor kortet bliver afvist. Hvis du altså rejser med et enkelt betalingskort.
Hver tiende dansker glemmer hæveloftet
Glemsomhed angående betalingskortets hæveloft er mest udbredt blandt dem under 40 år, børnefamilier og danskere med høj indkomst. Det viser en ny måling foretaget af YouGov for Nordea. En fejl mange typisk begår, er at rejse på ferie med et enkelt betalingskort, nemlig et Visa/Dankort.
– Mange rejser til udlandet med ét betalingskort, og det er et Visa/Dankort. De har bare ikke tænkt over, at når kortet bruges i udlandet, gælder en forbrugsgrænse pr. løbende 30 dage på 25 000 kr. Desuden er der et loft over, hvor mange kontanter man kan hæve i den lokale hæveautomat pr. dag. Det glemmer mange, siger Ann Lehnmann Erichsen, forbrugerøkonom i Nordea.
1 af 10 har et ’forkert’ betalingskort
Grunden til at nogle biludlejere vægrer sig imod at udleje biler til folk uden kreditkort er, at der bliver reserveret et depositum på kreditkortet, når du lejer en bil. Dette beløb bliver trukket på dit kort, hvis der opstår skader eller uheld med bilen.
Til Credi.dk forklarer Nets, at årsagen til at biludlejningsfirmaer fravælger Visa/Dankort er, at de ikke tillader reservationer på kortet. Denne begrænsning gælder muligvis også andre debetkort, lyder forklaringen. Samme forklaring får vi fra biludlejerne. Denne udmelding stiller forbrugeren i en usikker situation, såfremt man ikke er indehaver af et internationalt kreditkort.
Læs også: Hvad dækker mit kreditkorts rejseforsikring egentlig?
Det er en situation som mange danskere har stået i på deres ferie i udlandet. Mange er ikke opmærksomme på, at Visa/Dankort er et debetkort, og at det altså betaler sig at medbringe et kreditkort derudover.
Vil du undgå at stå i en potentiel pinlig situation, hvor du ikke kan betale fordi du har det ’forkerte’ kort eller har udnyttet kortets hævemaksimum, bør du altså medbringe et ekstra betalingskort på ferien.
Bankerne råder dig altså til at medbringe et ekstra kort, som for eksempel et MasterCard eller aftale et nyt hæveloft med banken.
Hvis du er bange for at blive udsat for tricktyveri, kan du eventuelt opbevare de to betalingskort adskilt, så begge kort ikke ender i hænderne på en lommetyv samtidig.