Kreditvurdering: Derfor får du afslag på din låneansøgning
FOTO: YANALYA/FREEPIK.COM
Har du prøvet at ansøge om forbrugslån eller kreditkort og fået et afslag? Og spurgt dig selv ”Hvorfor får jeg afslag på lån?”. Credi.dk har talt med én af konsulenterne hos kreditvurderingsinitiativet KreditStatus og giver dig her et indblik i, hvordan en kreditvurdering fungerer og hvilke faktorer som afgør om du får indvilliget lån eller ej.
Publiceret: 07.05.2018
Kredityderen foretager en helhedsvurdering af dig baseret på den information, du opgiver når du søger samt information som indhentes ved hjælp af en kreditvurdering. Denne kreditvurdering foretages typisk af en ekstern aktør, som benytter forskellige datakriterier for at vurdere som til sidst vil udgøre din kreditscore.
I 2013 indgik en række banker og finansieringsselskaber et samarbejde med Experian, som de døbte KreditStatus. KreditStatus har som formål at hjælpe kreditydere med at foretage kreditvurderinger og giver mulighed for at tjekke om en låneansøger har lån eller kreditter i forvejen.
Credi.dk har talt med global konsulent hos Experians KreditStatus, Jakob Færgeman, for at give dig et dybere indblik i, hvordan en kreditvurdering fungerer.
Læs også: Hvad er RKI?
Dette indebærer en kreditvurdering
– Skalaen på scorekortet kan eksempelvis være fra 1-100 eller 1-1000 med et binært outcome, det vil sige estimere sandsynligheden for, om en kunde får betalingsvanskeligheder inden for de næste 12 måneder. Det er typisk en statistisk regressionsmodel, hvor man bygger modellen ud fra de data, man har til rådighed, siger Jakob Færgeman til Credi.dk.
Et scorekort udarbejdes ud fra forskellige kriterier som alder, demografi, beskæftigelse, betalingsanmærkninger.
– Scorekort bruges globalt, som et værktøj til at lave en risiko-profilering på låneansøgere i forhold til sandsynligheden for at man for eksempel ikke kan betale på sit afdrag inden for de næste 12 måneder. Derfor indsamler låneudbydere en række ansøgningsdata, når de behandler en låneansøgning, siger Jakob Færgeman.
Men hvad er det egentlig som gør udslaget, når man får afslag på en låneansøgning?
– Der er flere årsager til, hvorvidt man får afslag på et lån. Det kan for eksempel være, at man står i RKI – eller det kan være, at man ikke har råd til lånet, hvis det estimerede eller angivne rådighedsbeløb ikke er højt nok, understreger Færgeman.
Læs også: Fortrydelsesret på forbrugslån
Den nordiske model
– På baggrund af erfaringerne fra den finansielle krise har Experian sammen med Finans & Leasing samt forskellige låneudbydere udviklet KreditStatus. KreditStatus gør det muligt – på baggrund af en låneansøgers samtykke – at indsamle flere oplysninger på den respektive låneansøgers gældssammensætning. Det har været normal praksis i flere år i andre lande, vi normalt sammenligner os med, siger Jakob Færgeman til Credi.dk
I Norge blev der 1. november 2017 vedtaget en gældsregisterlov, som har til formål at bidrage til at bremse væksten af misligholdt gæld. Et gældsregister gør, at banker og udlånere kan undersøge, om du har optaget lån hos andre og dermed tage dette med i betragtningen, når de skal vurdere, hvorvidt du får indvilliget lån.
Læs også: Lån trods RKI – er det muligt?
Bisnode: Vi går kun ud fra betalingsanmærkninger
– Vores kreditvurdering af privatpersoner beror udelukkende på, om de er optaget i debitorregistret som dårlige betalere – det vil sige, at de er via et inkasso- eller advokatbureau er blevet indgivet til os, siger Carina Pedersen, Head of Marketing hos Bisnode til Credi.dk.
Bisnode går med andre ord ikke ind og foretager yderligere kreditvurdering af privatpersoner på baggrund af deres livsstil, demografi og lignende.
– Vi har ikke denne viden om privatpersoner, men det er udelukkende data vi bruger til segmentering og leadgenerering og ikke til kreditvurdering, siger Carina Pedersen.