6 tips til at samle EuroBonus-point hurtigst
Stort set alle store flyselskaber tilbyder bonuspoint i bytte mod loyalitet. Men er det egentlig det værd? Med SAS EuroBonus kan du få luft under vingerne stort set gratis, men det kræver at du udnytter alle tænkelige muligheder for at optjene point. Credi.dk giver dig en række tips til, hvordan du kan samle point mest effektivt.
Publiceret: 08.01.2018
Der findes mange forskellige måder at samle EuroBonus-point på. Nogen er så heldige at rejse på lange flyrejser på sin arbejdsgivers regning, hvilket gør det lettere at samle store mængder EuroBonus-point sammen på kort tid. Andre må være lidt mere strategiske og bruge alternative metoder for at samle de point sammen som man behøver for at rejse til ens drømmerejsemål.
Fordelsprogrammet har fire officielle niveauer. Member, Silver, Gold og Diamond. Hvert niveau kvalificerer til en række fordele på flyrejser med de selskaber som deltager i programmet.
SAS EuroBonus opererer med to forskellige pointtyper: Grundpoint og Ekstrapoint. Grundpoint optjenes kun ved flyrejser og kan bruges til at opgradere medlemsskabet fra basisniveauet til Sølv eller Guld og til at købe flybilletter for. Ekstrapoint optjenes på alt andet end flyture.
Ekstrapoint kan ikke bruges til opgradere dit medlemskab, men kan bruges til at købe flybilletter eller andre varer og tjenester.
Tips til at optjene EuroBonus-point effektivt:
1. Vælg det rigtige kreditkort
Anskaf et Diners kreditkort, et EuroBonus MasterCard eller et MasterCard fra Nykredit og optjen point når du bruger kortet. Dog skal du være opmærksom på, at kortene kan have et årsgebyr som hurtigt kan spise de point, du optjener. Brug kun kreditkortene på gebyrfri køb. Læg alle dine dagligvareindkøb i butikker, som modtager MasterCard uden gebyr.
2. Benyt dig af tilbud på EuroBonus’ hjemmeside
Få ekstra point via tilbud på EuroBonus’ hjemmeside. Tilbuddene gælder alt fra billeje til hotelophold. For eksempel får du 500 bonuspoint per nat, du overnatter på ét af Scandics hoteller. Hos Hertz kan du optjene mellem 500-1.000 Ekstrapoint. Du kan også bruge dine point på at leje bil.
3. Koble dit MasterCard på din Mobilepay
Tilknyt dit MasterCard til din Mobilepay-konto og optjen point hver gang du betaler med Mobilepay eller overfører penge med appen. Du kan også tilknytte dit MasterCard til dit rejsekort, så du optjener point hver gang, du tanker op til rejser med tog og bus.
4. Shop online og opnå bonuspoint
Få point, når du køber på de omkring 400 onlinebutikker via EuroBonus’ hjemmeside. Det gælder blandt andet hos Magasin og Wupti.com. På EuroBonus’ hjemmeside finder du en oversigt over, hvilke samarbejdspartnere bonusprogrammet arbejder sammen med, hvor du har mulighed for at optjene point.
Hvis du betaler med kreditkort optjener du dermed flere point (se punkt 2 og 3).
5. Kom længst for dine point
Når du endelig har fået samlet point nok sammen til at bestille en rejse med dine bonuspoint bør du bruge dem med omhu. For eksempel kommer du længere for dine SAS EuroBonus-point ved at flyve indenrigs, for eksempel København-Aalborg tur/retur, end ved for eksempel en rejse til Berlin tur/retur, som koster 30.000 bonuspoint og måske kun koster omkring 1000 kroner til sammenligning.
I det tilfælde vil det være spild af bonuspoint at bruge dem på en tur til Berlin. Til sammenligning koster en returbillet til USA eller Asien 60.000 point, så det kan betale sig at være strategisk med, hvordan man bruger sine point for at komme længst muligt for sine point.
6. Brug kreditkort til at betale store beløb
Skal du ud og investere et stort beløb i for eksempel en ny bil eller skal du betale skolepenge i udlandet, så forsøg så vidt det er muligt at betale med dit EuroBonus Diners kreditkort eller dit EuroBonus MasterCard. På den måde har du mulighed for at optjene op til flere tusind point uden så meget som at løfte en finger.
Dog skal du være opmærksom på, at der kan komme valutatillæg på transaktioner til udlandet, i hvilke tilfælde det ikke altid kan betale sig, hvis du skal overføre store beløb til udlandet.
OBS: Ikke helt gratis at finansiere flybillet med point
Selvom du for eksempel har optjent 30.000 point og dermed har nok point til eksempelvis en returbillet til Paris, betyder det ikke at flybilletten er helt gratis. Skatter og afgifter kommer nemlig oveni og kan ikke betales med point.
Alt afhængig af, hvor du skal hen, kan flyskatten beløbe sig til alt fra et par hundrede kroner til et par tusind. Skatter og afgifter er højere, hvis du vælger at flyve med en alliancepartner.